Særligt i området omkring Solen kan skyerne lyse i strålende farver.
Det er ikke et særligt sjældent fænomen, men man overser ofte de iriserende skyer, fordi det ikke er rart at kigge på himlen, tæt ved det stærke sollys. Ofte er det tynde altocumulus- og cirrocumulus skyer der skaber de iriserende farver. Lysfænomenet opstår, når skyen indeholder bittesmå vanddråber af nogenlunde samme størrelse jævnt fordelt i skyen. Sollyset spredes ved diffraktion, og frembringer tilfældige mønstre i mange delikate og sarte farver. Diffraktion sker ved at lyset spredes når det rammer vanddråbernes overflade, det er altså ikke en intern refleksion i den gennemsigtige vanddråbe, som man ser ved regnbuer. Det spredte lys fra mange vanddråbers diffraktion danner et interferensmønster, nogle lysbølger forstærker hinanden andre udligner hinanden, resultatet er de farver der ses drive rundt i skyen. Har man lidt tålmodighed, kan man se at farverne changerer og flytter sig i skyen, nogle områder af skyen kan begynde at skabe et fint farvespil, mens andre områder af skyen taber farverne igen. Da diffraktionen sker på partiklernes overflade, kan andet end vanddråber skabe fænomenet, fx små ensartede iskrystaller og pollen.
Hvis skyen er meget jævn, med meget ensartede vanddråber, kan der skabes en såkaldt korona omkring Solen, en farvet ring ret tæt på Solen eller Månen, væsentlig mindre i diameter end en halo. En særlig sjælden variant af iriserende skyer er perlemorsskyer (Nacreous Clouds). De ligger oppe i stratosfæren, langt højere end almindelige skyer, og er ofte meget klare i farverne.
Iriserende skyer nær Solen.
Herunder: ufuldstændige koronaer samt iriserende skyer omkring Solen.
