I området omkring og over mesopausen dannes et lysfænomen kaldet ”airglow” – eller luftglød, en svagt lysende glød højt oppe i luften. Kun under ekstremt gunstige forhold kan airglow ses med det blotte øje, en stjernekigger på Bornholm (kaldet Astro-Jensen) så airglow i 2005, det er meget usædvanligt. Lidt lettere er det at fotografere fænomenet, i Danmark er det dog på ingen måde let at fotografere airglow, på grund af den ret udbredte lysforurening – men det kan lade sig gøre. Airglow har en kemisk oprindelse, der adskiller sig fra den måde nordlyset opstår på. Om dagen kan sollyset få luftmolekyler til at splitte op, og når molekylerne finder sammen igen om natten, udsender de det svage grønlige, gullige eller rødlige lys – luftens glød, der medvirker til at himlen aldrig er helt sort. I modsætning til nordlys, der kun ses i de polar-nære områder, kan airglow optræde overalt på Jorden.
Tyngdebølger afslører den meget svage airglow over Danmark øverst i billedet. Det grønne skær derunder er nordlys over Norge, ca. 600-800 km længere nordpå. Nordlyset drukner næsten i den gullige lysforurening over horisonten, der primært stammer fra Viborg og Kjellerup i Midtjylland 10-30 km. væk. Det var en usædvanlig klar aften den 24. januar 2012, samme aften fotograferede norske forskere airglow med bølgestruktur, fra det nordligste Skandinavien.
Airglow er ret sjældent set i Danmark, ovenstående billede af hele himlen er taget en sensommernat i august 2014 ved den jyske vestkyst, hvor kunstigt lys endnu ikke overblænder alt det kosmiske lys. Sensommer udgaven af Mælkevejen strækker sig over hele himlen, den viser kun en del af vores galakse. Mælkevejens centrum befinder sig yderst til venstre i billedet. Den anden side af galaksen kan man se fra den sydlige halvkugle, vi befinder os inde i galaksen og kan derfor ikke se hele galaksen på én gang.
Videoer:
Airglow video (hele himlen med fiskeøje)
Airglow ses oppe fra rumstationen som et tyndt selvlysende slør, ca. 100 km over Jordens overflade. (foto: NASA)
I ovenstående billedmontage fra 22. januar 2012, er der ret markante tyngdebølger i rødligt airglow, der typisk stammer fra molekyler af ilt og brint (OH) i en højde af 80-90 km, alternativt fra atomart ilt i en højde af 150-300 km. Øverst til højre ses bølger af grønt airglow, der stammer fra atomart ilt (O). Derunder er der gullige bølger, gulligt airglow stammer fra natrium (Na). Na og O er en smule højere oppe end OH, nemlig omkring 90-100 km. Molekylært ilt (O2) kan give et blåligt lys i en højde af omkring 95 km.
Selv om tyngdebølger nedefra kan nå helt op i nordlyshøjde, er det usandsynligt at de kan forme selve nordlyset nævneværdigt. Jordens magnetfelt spiller en meget større rolle i modelleringen af nordlyset, det er simpelthen større kræfter der er på spil. Tyngdebølger har en ret svag påvirkning, og de påvirker og former derfor typisk kun stabile lag i god balance (som airglow og lysende natskyer). Forskere arbejder på, at undersøge om der kan være en sammenhæng mellem nordlys-aktivitet, airglow og bølgestrukturer i den øvre atmosfære. Altså om nordlysaktivitet oppefra kan skabe bølgestrukturer i airglow – noget tyder på det.
