På Månen er der jordskin, ligesom der på Jorden er måneskin.
Når Månen vender den mørke natside til Jorden, så er den ikke helt sort. Der er ikke en atmosfære på Månen, der på nogen måde kan emittere lys. Månens overflade i sig selv udsender heller ikke lys. Dét lys man ser på den mørke side af Månen er reflekteret sollys. Sollyset rammer Jorden, reflekteres fra Jorden til den side af Månen der vender mod Jorden, reflekteres igen i Månens overflade tilbage til Jorden, hvor det dobbelt reflekterede lys kan både ses og måles. Fænomenet ses bedst omkring nymåne, hvor den jordvendte side af Månen kun er direkte oplyst i en smal stribe. Fuldmånen lyser klart på nattehimlen her på Jorden, på samme måde lyser Jorden klart på nattehimlen på Månen og oplyser månelandskabet. Det må være et fantastisk syn, Jorden vil syne væsentlig større på månehimlen, end fuldmånen gør her på Jorden, og den vil lyse meget kraftigt.
Videnskabeligt har jordskin en vis interesse blandt klimatologerne. Den globale opvarmning betyder større fordampning og flere skyer, dermed reflekterer Jorden mere lys tilbage til rummet. Den del af det reflekterede lys der rammer Månen giver jordskin, og den ganske lille variation der er i lysstyrken i jordskinnet kan måles med følsomme instrumenter, og dermed være med til at fortælle noget om klimaets udvikling på Jorden.
En observatør placeret ved spidsen af det røde felt på Jordens natside, vil opleve nymånen med jordskin, forholdsvis kort tid efter solnedgang, i skumringen inden nymånen går ned. Jordskinnet vil være særligt kraftigt, hvis der er mange skyer på Jordens dagside.
Visuelt er jordskinnet på nymånen et flot syn, man får en meget god rumlig fornemmelse af den kuglerunde form på himmellegemet. Leonardo da Vinci gennemskuede og beskrev fænomenets sammenhæng med reflekteret sollys for ca. 500 år siden.
