Som det er beskrevet i afsnittet om iriserende skyer, opstår koronaer ved diffraktion. Koronaen, som er et sæt af farvede ringe med væsentligt mindre diameter end en halo, forekommer tæt ved Solen eller Månen. Iriserende skyer og koronaer dannes begge ved diffraktion af lyset der passerer skyerne. Hvis skyen er nogenlunde jævn, med meget ensartede vanddråber, kan der skabes en korona. Iriserende skyer er dybest set noget optisk rod. Koronaer er derimod veldefinerede ringe af lys, skabt af en stor grad af ensartethed i vanddråbernes fordeling og størrelse. Store dråber danner små diffraktionsringe, mindre dråber danner større ringe (større koronaer). Mange forskellige dråbestørrelser resulterer i mange størrelser af diffraktionsringe der derfor overlapper og udligner hinanden. Hvis dråberne har en ensartet størrelse, vil den dominerende størrelse af diffraktionsringe danne en veldefineret korona. Alle små, ensartede partikler i luften kan frembringe en korona. De behøver ikke at være hverken runde eller gennemsigtige.
Inderst i en korona er der en meget kraftigt lysende aura (aureole). I billedet herover ses en ”ren“ aura (uden korona) omkring Månen, dannet i tåge.
En veludviklet koronas aura er omkranset af en gul-rødlig ring, dernæst en blålig, så en grønlig, en gullig og yderst endnu en rødlig ring. De enkelte farver i en korona overlapper hinanden i stor grad, der findes ikke noget sted i koronaen der har en ren farve. Den inderste gul-rødlige ring stammer fra auraen, da det er de farver fra auraen der spredes længst ud. Dernæst er der en blålig ring der er blandet af violet, blå og en smule grøn. Længere bølgelængder (grøn, gul, rød) frembringer større og større ringe der til dels overlapper hinanden.
En veludviklet solkorona med rimeligt veldefinerede farvede ringe tyder på vanddråber, af meget ensartet størrelse, i skyerne. Der findes en time lapse-video, der viser ovenstående stationære korona i de drivende skyer. De små vanddråber kan være fra 1/1000 mm til 1/10 mm, hvilket er 10-1000 gange mindre end regndråber. Klik på billedet, eller se video 19.
De lysstærke planeter, som fx Venus (der, efter Solen og Månen, er det mest lysstærke himmellegeme), kan også frembringe en aura eller en korona. På billedet herover ses Venus over Månen, begge med en blå aura og en rødlig ring omkring – en dobbeltkorona ved nattetide.
Da diffraktionen, der skaber lysfænomenerne, sker på partiklernes overflade, kan andet end vanddråber skabe fænomenet, fx små ensartede iskrystaller, støv eller pollen. Den lille og lidt aflange korona herover og herunder skyldes fyrpollen i luften, der ikke er runde, derfor den aflange facon.
Bemærk iøvrigt kondensationsstriberne, der har forskellige farver.
