Tunguska

Et særligt besøg…

(uddrag fra bogen Hvad i himlen…)

Det mest bemærkelsesværdige møde med et kosmisk objekt der er sket i nyere tid, er Tunguska-nedslaget i Sibirien. Jeg kalder det bevidst ikke et fald, for der var formodentlig ikke tale om at der faldt meteoritter ned på overfladen af Jorden, men det var en historisk voldsom og kosmisk betinget eksplosion.

Begivenheden indtraf den 30. juni 1908 omkring kl. 7 om morgenen lokal tid, men området blev først besøgt af en videnskabsmand i 1927, nok mest på grund af at 1. Verdenskrig og Den Russiske Revolution kom i vejen. Det var tydeligvis et pænt stort objekt der kolliderede med Jordens atmosfære, men underligt nok manglede der både et krater og rester af objektet – i form af meteoritter (der er aldrig fundet nogen). Den russiske mineralog Leonid Kulik blev opmærksom på begivenheden i 1921 og gennemførte en nærmere undersøgelse i 1927. Da han endelig nærmede sig området, næsten to årtier efter begivenheden, blev han først mødt af væltede skove. I store områder var de velvoksne træer simpelthen lagt ned af en gigantisk chokbølge. Træerne lå i et sommerfugle-agtigt mønster der indikerede retningen til et centrum hvor træerne sjovt nok ikke var væltede. Tilsyneladende eksploderede legemet i atmosfæren i 5-10 kilometers højde. Lige nedenunder i ”ground zero“ blev grene revet af stammerne af trykket oppefra, men træerne væltede ikke i et område ca. 8 km bredt. I et stort område udenom, på omkring 2.000 kvadratkilometer, blev skovene (måske 80 millioner træer) blæst omkuld af chokbølgen. Effekten på landskabet skønnes at have svaret til omkring 600-1.000 gange effekten fra atombomben over Hiroshima i 1945.

Ifølge den interessante bog Meteoritter – nøglen til Jordens fortid af dr. scient. Vagn Buchwald (Ref. 72) var der formodentlig tale om intet mindre end en kollision mellem Jorden og en komet der åbenbart havde sneget sig ind på Jorden, uden at nogen havde bemærket den.

En komet er som regel et ret løst sammensat objekt bestående primært af is og lidt grus (som beskrevet i kapitel 1). Det kan forklare at objektet totalt blev tilintetgjort ved det voldsomme møde med Jordens atmosfære. En komet vil formodentlig eksplodere i et gigantisk inferno i atmosfæren så intet af betydning vil kunne findes på overfladen af Jorden. Nyere undersøgelser indikerer dog at små fragmenter i ”ground zero“-området måske kan være af nyere kosmisk oprindelse, og altså ankom i 1908, men det er tilsyneladende det eneste håndgribelige der er efterladt af selve objektet. Den is der udgjorde langt det meste af kometen, er vel smeltet og fordampet, enten i eksplosionen i atmosfæren eller kort efter at have ramt jordoverfladen.

Ifølge Vagn Buchwalds bog kom kometkernen fra sydøst. Komethalen strakte sig mod vest-nordvest ind over Rusland og Skandinavien, altså i retningen væk fra Solen, den retning som komethaler jo plejer at vende. Kometens koma og hale ramte angiveligt Danmark 20 minutter før kometkernen ramte Tunguska. Tidsforskellen er 7 timer, begivenheden indtraf altså omkring kl. 7 om morgenen i Tunguska, hvor det var midnat mellem den 29. og 30. juni i Danmark.

Den følgende nat var himlen over Skandinavien og Nordeuropa oplyst på en måde så man angiveligt kunne læse avis i lysskæret.

Komethalen kan have forsynet den øvre atmosfære over Skandinavien med store mængder kometstøv både i mesosfæren og stratosfæren. Som forklaret under Lysende natskyer i kapitel 4, reflekterer ispartikler i den øvre atmosfære sollyset om sommeren, så man ser lysende skyer midt om natten. Desuden kan vinde i mesosfæren sagtens transportere støv og ispartikler fra Rusland til Skandinavien på ret kort tid (som vist i kapitel 4).

Der er beretninger fra øjenvidner i 1908 om fantastiske skyformationer med spøgelsesagtig hvid farve samt om en vidunderlig blanding af alle regnbuens farver. Den spøgelsesagtige hvide farve er i overensstemmelse med lysende natskyer i mesopausen (polarmesosfæriske skyer). Alle regnbuens farver er i overensstemmelse med perlemorsskyer i stratosfæren (polarstratosfæriske skyer). Kometstøvet har med stor sandsynlighed forårsaget de vildeste lysende natskyer der er set i mands minde. Kometer anses for i tidernes morgen at have leveret det vand der findes på Jordens overflade, men meteoritter har de åbenbart svært ved at levere. En række kometer er vist og forklaret i kapitel 6.

 

til_forsiden