Zodiakallyset

Zodiakallyset opstår når sollyset reflekteres i en stor skive af støv, der omkranser Solen i solsystemets plan – ekliptika (zodiak).

zodiakallyset

Zodiakallysets karakteristiske kegleform nær horisonten, her fotograferet ved Vesterhavet i marts 2013. Mælkevejen ses øverst i billedet, den lysstærke prik midt i billedet er Jupiter. Orion ses til venstre, den aflange struktur til højre er Andromeda galaksen. Se billedet i højere opløsning her.

Støvpartiklerne er ganske små, 0,1 – 100 mikrometer, og strækker sig helt ud til i hvert fald Jupiters bane, der befinder sig omkring 750 millioner kilometer fra Solen. Denne halvanden milliard kilometer store interplanetariske skive af støv, er på en måde Solens svar på Saturns ringe.

Støvskiven der frembringer zodiakallyset

 

 

 

 

 

 

 

 

I marts/april måned står ekliptika forholdsvis stejlt i forhold til horisonten, det er derfor nemmest at se fænomenet omkring halvanden time efter solnedgang (efter tusmørket) på denne årstid, eller et halvt års tid senere (oktober) før solopgang, men husk – der må ikke være månelys eller lysforurening fra byerne, det vil drukne det svage kosmiske lys. Man kan se en stor diffus lysende struktur over horisonten, omtrent over det sted Solen gik ned halvanden time tidligere. Man kan forveksle lyset med tusmørket, men så længe efter solnedgang er tusmørket overstået – lyset kommer fra det interplanetariske rum. 2-3 timer efter solnedgang følger den lysstærke del af zodiakallyset med Solen ned under horisonten.

Lysbroen

Under gunstigt mørke forhold, kan zodiakallyset fotograferes i ekstrem stor udstrækning over Mælkevejen. Den mest lysstærke del, der kan ses med det blotte øje, er den indre del nær Solen, der ses i ovenstående billede under Mælkevejen. Den ydre del af zodiakallyset er ekstrem svag, mens den lysstærke del nær Solen omtrent har samme lysstyrke som de mest lysstærke dele af Mælkevejen.

Den danske astronom Theodor Brorsen beskrev i 1854, som den første, den korrekte oprindelse af zodiakallyset og gegenschein – interplanetarisk støv. Gegenschein er en ret stor svagt lysende plet på himlen, præcis modsat Solen – antisol punktet, hvor sollyset reflekteres direkte tilbage til Jorden, af det interplanetariske støv. Theodor Brorsen opdagede, at en bro af lys, der forbinder den lysstærke del af zodiakallyset og gegenschein, kunne strække sig over hele himlen. Lysbroen er forholdsvis tydelig i billedet herunder, men gegenschein området (den lidt lysere plet) fortaber sig i lysforureningen nær horisonten øverst i billedet.

AllSky-Zodiakal-MW

2 gigantiske skiver af stof ses i dette billede. Til venstre zodiakallysets ydre del “lysbroen” og nederst til højre Mælkevejen. Begge strækker sig over hele himlen. De røde klatter i Mælkevejen er brintgasskyer (Emission Nebulae), de mørke klatter i Mælkevejen er lys-blokerende støvskyer (Dark Nebulae).

AllSky-Zodiakal-MW-labels

Herover er himlens konstellationer, Mælkevejen samt solsystemets plan ekliptika (den buede streg) markerede. Se billedet i højere opløsning her

Time-lapse videoen herover viser hvordan stjernerne, zodiakallyset, Mælkevejen og Andromeda bryder frem efter skumringen, og lidt senere forsvinder igen bag de pludseligt ankomne skyer. (Musik: Martin Grønne)

 

 

 

til_forsiden