NWA 7325

 

Den første meteorit, der regnes for at være en mulig meteorit fra Merkur, solsystemets inderste planet. Meteoritten indeholder fantastiske grønne krystaller – en sand juvel blandt meteoritter.

NWA7325-2

En håndfuld små grønlige meteoritter blev i 2012 fundet i det sydlige Sahara og videresolgt på et marked, der var 345 gram i alt. NWA 7325 er klassificeret som en ugrupperet (unik) akondrit. Kombinationen af høj-magnesium holdigt silikat, høj-calcium holdigt plagioklas med krom-holdige sulfider, er unik blandt akondritter. Analyser viser, at meteorittens indhold stemmer overens med rum-missionen Messengers undersøgelser af planeten Merkur. Det er dog ikke et sikkert bevis for, at meteoritten stammer fra Merkur. Meteoritten er tilsyneladende meget gammel, omkring 4,56 milliarder år, altså helt tilbage til tiden fra omkring solsystemets dannelse.

NWA 7325 er indtil videre klassificeret som en ugrupperet akondrit, men kan vise sig være en primitiv akondrit, der stammer fra en meget ung Merkur, eller et tidligt Merkur-lignende legeme. En primitiv akondrit er en mellemting mellem en kondrit (der ikke har været opsmeltet og differentieret), og en akondrit (der har været opsmeltet og differentieret). Det meget tidlige, kun delvist opsmeltede materiale, har tilsyneladende overlevet nogenlunde intakt, siden starten af solsystemets dannelse, hvorimod planeternes overflader blev grundigt smadret, smeltet og omdannet, ved et senere heftigt kosmisk bombarderet. Det er en gåde hvordan den har overlevet så intakt så længe. Forskere fra Yale, der har et eksemplar af meteoritten, konstaterer at meteorittens høje indhold af krom og magnesium, samt lave indhold af jern, stemmer overens med indholdet på Merkur, og at meteorittens og Merkurs magnetisme matcher fuldstændigt, hvilket dog ikke er noget bevis for, at meteoritten stammer fra Merkur.

NWA7325-1

“The Marble sky“ – truly. 

merkur-kerne

Merkur er solsystemets inderste og mindste planet. Kernen udgør hele 42% af planetens volumen. Der er tilsyneladende stadig en flydende jernkerne, med en radius på 1800 km. Kappen udenom er 500-700 km tyk og består mest af silikater (sten). Den yderste skorpe regnes for at være 100-300 km tyk.

 

4-025

Her ses Merkur i silhuet foran Solen i 2003.

 

Tilbage til oversigten.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *